Læs Anders Thorhauges festlige beretning.

En 25 års jubilæumsfest kan ikke beskrives med få ord.

At skulle skrive referat af en 25 års jubilæumsfest i en forening, hvor man selv kun har været medlem i cirka 1½ år, må blive ud fra devisen:

”DET GÅR NOK, -  OG GÅR DET IKKE, SÅ GÅR DET NOK ALLIGEVEL.”
For det er heldigvis mennesker, hvis livsglade og udfarende adfærd, der skal skrives om, nemlig dem i Visens Venner i Kjellerup, som nu har været venner i 25 år.

Og derfor møder vi alle op i sølvbryllupstøjet og synger og spiser og synger og spiser og synger videre den ganske aften.
Efter at Tove havde budt velkommen og fremlagt planen for aftenens praktiske forløb, dels hvad der skulle foregå på den af et opfindsomt vise-medlem opstillede scene med bagtæppe, blomsterdekorationer og det hele, og dels om hvad den meget fornemme menu bestod af, så satte Per festen i gang med at udbringe en skål for de fremsynede arkitekter, der havde konstrueret den her sal stor nok til at kunne rumme os alle.

Men det var nu nok mere en undskyldning for at kunne starte rækken af de mange skåle, der i aftenens løb ville blive udbragt rundt om ved alle de små seks og otte mands borde, som var dækkede op med elegante grønne duge og pyntede med nogle dekorationer, som vidnede om, at den berømte og landskendte blomsterkunstner Tage Andersen ikke er rejst fra sin hjemby Kjellerup uden at efterlade sig en del af sit talent.

Med hensyn til menuen, bestående af tre retter, så skulle det senere vise sig, at den gjorde køkkenet i Vinderslev Forsamlingshus megen ære. 
Forretten, som var røget ørred med ægge stand og en velsmagende salat eller marineret rosa stegt andebryst i tynde skiver ligeledes fulgt af en lækker salat, alt efter behag og smagsløg. Til forretten sang vi en sang, der meget passende hed: ”Længsel efter maden”. Den er skrevet af Victor for år tilbage, specielt til visevennerne, og melodien er den samme som den der om ”våren i Nyhavn”.

Victor benyttede sig i aften af sit privilegium, som foreningens nestor, til at rose bestyrelsen og udtrykte, at de i bestyrelsen kunne være stolte af deres arbejde og deres resultater gennem de 25 år, der nu er gået med nogle af de samme bestyrelsesmedlemmer, som var med til at starte foreningen.

Han fremhævede specielt Tove som foreningens ”Grand Lady”, men lod Per selv tage stilling til, om han ville bære titlen ”Grand Lord”, når han blev forsikret om, at titlen er venligt ment og ikke skal bedømmes på udtalen.  
Derefter sang vi en vise om ”hyldest til visen”, som også var en vise fra en kabaret for en del år siden, og dengang fremført af Tove.

Det første nummer på scenen var duoen Jens Ole og Per som to ældre, godt ”besøfne” og stadig øldrikkende svenske herremænd i forrige århundredes klædedragt, syngende til Bents perfekte cembalo akkompagnement om de damers udseende, facon og omfang, som de tilsyneladende betragtede fra deres balkon i dansesalonen på slottet. Perfekt og meget morsomt nummer.

Dernæst Kirsten med sit sirligt afdæmpede guitarspil til sangen om, hvor farligt det er at nyde alle de ting, der smager godt, for ”Der er noget farligt inden i”, efterfulgt af Eddy`s følsomme, klangfulde stemme i sangen om Quintura, en herboende grønlandsk kvindes længsel efter livet i Ammassalik, og om den sørgelige udgang på udlevelsen af denne længsel.

Herefter sang Ulla sin fortrydelse ud, over den behandling som hun åbenbart have bibragt sin underkuede, og nu bortgåede mand i deres lejlighed på Lyngbyvej, og bad ham så mindeligt om at komme hjem igen, så hun kunne åbenbare for ham de livets herligheder, som han tilsyneladende hidtil havde været afholdt fra at nyde. Elga Olga ville have kunnet lære noget.

Tove, i forklædning af en rigtig dagligdags husmor, som ikke rigtig havde fattet, hvad der skete rundt om hende, gav os på en meget indlevet og morsom facon et grundigt indblik i, hvad der foregår i de miljøer, som ikke mange bryder sig om at være en del af, idet hun skulle foregive at være præsidentfrue til den stedlige rockerboss, og skulle sørge for at hans våbenlager altid var intakt.

Og Per forklarede udtryksfuldt i en vel fremført monolog om, hvad han, her på deres sølvbryllupsdag, følte for og mente om sin kone Erna og hendes kvaliteter, både som selvisk, selvhævdende og dominerende hustru, og om hendes evner som syngende muse, ophængt i en byggekran i en lokal opførelse af musicalen ”Mød mig på Cassiopeia”, og hvordan det syngestykke kom til sin afslutning, og hvad han i øvrigt mente om ”Bjørn Poulsens” humor. Den humor, den ku` han sat`me ikke ta`. Men monologen, den var lige til grin. 

Kirsten kom igen og sang om, hvordan alting tog l-a-n-g, lang tid i tidligere tider, dengang hendes frier trak hendes forventning om ægteskabets glæder ud til det yderste, og Ulla og Eddy afsluttede første del af underholdningen med, som ”dyden og moralen”, og med en meget sigende mimik, i form af to stramtanter, at belære os om, hvor unaturligt det i virkeligheden er at være normal.

Derpå gik vi ombord i den righoldige buffet, som var stillet an af de til lejligheden indforskrevne køkkenjomfruer, således at de af foreningens egne flittige køkkenmus, som til daglig påtager sig denne tjans, kunne holde fri denne aften og nyde festen sammen med os andre. Her viste Toves beskrivelse af den luksus, vi kunne vente os at holde stik, idet der var både lammesteg og kalvesteg, diverse salater med og uden broccoli og kartofler i forskellige krydderi-blandinger, og en herlig masse brun sovs, alt sammen noget, der fik ganens smagsløg til at overbevise os om, at Kirstens sang om alt det farlige, der givetvis var indeni, det skulle ikke tages alvorligt lige nu og her.

Anden del startede med Jens Oles forventninger om udsigten til at skulle beskrive resultatet af en bikini, der er krøbet under badningen ved badestranden Bellevue. Men han havde åbenbart ikke taget højde for den ændrede sammensætning i befolkningen, selv på en badestrand, hvor badenymferne, her i skikkelser af Ulla og Tove, jo nu om stunder kan være iført ”burkinier”. Et godt eksempel på, at visevennerne følger med tiden.

Dernæst kom Ida på scenen og formåede at få os alle til, i stående stilling og let march på stedet, at synge med på den fællessang fra Pers ”Ernas” Cassiopeia, der handler om at gå ud og gå en tur.

Og umiddelbart efter startede Gunnar på svensk, oversat til dansk og med egenhændigt mellemspil på violin, at synge om ”Min elskling du er som en rose” og formåede at få det ganske publikum til at synge med på sidste vers. 
Lotte brugte sin tid på de skrå brædder til at betro os, hvor meget hun måtte gå igennem for at undgå at være enlig kvinde, i en meget velsunget sang: ”Det da altid bedre end at være enlig”, som med en ud i mindste detalje forklarende tekst, der på visse steder lod hånt om det maskuline køns umiddelbare overlegenhed i en sådan grad, at hun godt kunne fortjente at være enlig. Vi blev dog enige om ved vores bord, at hendes eksempler ikke rigtig passede på hendes mand Bent, ------ så vidt vi vidste.

Ida stod for den internationale del af repertoiret, idet hun på følsom vis og med klar stemme sang ”Don`t cry for me Argentina” fra musicalen Evita.

Og Gunnar kom igen og betroede os, at han havde skrevet et brev til sit barnebarns barn om, hvordan hans eget liv havde været, i håb om at kunne bringe sine erfaringer videre, så ikke hver generation behøvede at skulle opfinde livet på ny hver gang.

Men Ulla fik os hurtigt i næste nummer om ”naturen det billige skidt” bragt over i en mere dagligdags tankegang om, hvordan vi bruger vore omgivelser, så mesterligt formuleret af Ulla og Halfdan Rasmussen i forening. ”Kill it” hed den.
Atter fik vi et eksempel på de triste kvindeskæbner, som får en tilsyneladende lykkelig udgang, idet Tove i melodiøs sang fortalte om Bryrups grimmeste kvinde Gerda, i skikkelse af Per i en forklædning, der passede ganske godt på sangens beskrivelse, og hvor hun i ensomhed må fejre sin tredive års fødselsdag, men tager sagen i egen hånd, og går til bal på kroen, hvor Karl Åge spiller el-klaver. Og resten, det kan ikke beskrives, det skal ses. Jubelen ville næsten ingen ende tage.

Pludselig var der både dessert og kaffe, og umiddelbart fortsatte aftenen med tredje akt, og med Jens Ole i et anatomisk særpræget udstyrsstykke som ”Steen med det ekstra ben”, og med sans for mimikkens og tonefaldets virkemidler i en sang    prøvede han at overbevise os om fordelen ved et sådant ekstra ben både i sport og politik.

Og igen oplevede vi et agitatorisk udfald mod den fri udfoldelse, idet Karsten med sin sang om afholdssagen, forsøgte at bilde os ind, at citronvand fremmer feststemningen lige så godt som snaps. Og han var lige ved at lykkes med sit forehavende, da han fik os til at synge med på omkvædet.

I sangen: ”Du er ved at gå i fælden Amalie”, hører vi om endnu en kvindeskæbne i skikkelse af Hanne, som er ved at kuldsejle under en tur på Bakken, men dog er af den snusfornuftige type, der, om end stærkt fristet og med flere opfordringer til sig selv, prøver at lægge bånd på sine lyster, hvorpå hun, sangens Amalie, alligevel går i fælden til sidst, da hun forfører en yngre mand, ------- ”og hun gjorde næsten ingen modstand”.

Dernæst kom Per med en forklaring på de skrammer man kan redde sig, når man er ude at lede efter sin sorte, bløde kat om natten, og begivenhederne tager en skæv retning, når ”mis”-forståelserne udfordrer naboskabet.

Lotte kom igen og gav i sangen ”Fordi de sidder som de skal de to”, om to i øjenfaldende årsager til nogle kvinders tilsyneladende succes i visse kredse.

Og Karsten sang om den længsel, som jo mange sange handler om, nemlig om det som man ikke har eller ikke kan opnå. Her drømmen om det at rejse ud med de store skibe, i sangen om ”Havnen”.

Hanne sang en sang fra hine tider, da der var kongebesøg på Grønland og både Knud Rasmussen og Peter Freuchen var til stede. Den beskrev levende stemningen og forventningen hos befolkningen, som man kunne forestille sig den. Omkvædet var på grønlandsk, og det klarede Hanne på eksemplarisk vis. Det gamle ord om, at man kommer langt, når man kan snakke fremmedsprog, slog tydeligt igennem.

Det store slutnummer var en livlig duet i operettestil med Lotte og Jens Ole i rollerne som hjorteglade Lotte og en springsk veterinær Orla Hjortekær, der mødtes i en duet om besværlighederne og fornøjelserne ved tilsynet af Lottes forvredne knæ, og som i fremførelse og udstyr ledte tankerne lidt hen på handlingen i ”The sound of Music”, hvor Christoffer Plummer godt og grundigt får fordrejet hovedet på den uskyldige nonne. Man må sige, et sprogligt meget ekvilibristisk nummer, der fremkaldte stor latter i salen.

Finalen med alle de medvirkende i kabareten på scenen i samlet flok og til afsyngelse med hele salen af ”En viselig aften” for femoghalvfjerdsindstyvende gang igennem årene var en værdig og festlig afslutning på 25 års fornøjelser.

Dog viste Per sluttelig sit formands talent ved dels at takke Bent og Victor for deres meget musikalske og professionelle akkompagnement til aftenens underholdning, samt lydmand Bent for en god styring af lyden, og endelig på rigtig gentlemans manér at give Ulla et kindkys for hendes 25 år i bestyrelsen.

Så kom ikke og sig, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. 
Det var i sin ”enkelthed” beskrivelsen af en ualmindelig fornøjelig aften i Visens Venner i Kjellerup, tak for det!!

Med venlig hilsen
Anders Thorhauge

Se flere billeder klik her:    www.visensvenner-kjellerup.dk/billeder/jubilaeumsfest2017/

 Troubadouren Esben Langkniv fik smilehullerne frem  i de glade vise venners ansigter.

Fredag den 22. september havde Visens Venner i Kjellerup besøg af Esben Laursen, også kaldet Esben Langkniv efter en tidligere udgivelse af en CD med viser om Jens Langkniv.
Per formand bød velkommen og meddelte, at Eddy efter adskillige år i bestyrelsen har ønsket at udtræde;, og at hun er blevet afløst af undertegnede.
Efter en ”Hyldest til visen” bød Per velkommen til Esben, der straks kastede sig ud i tre grumme viser om Jens Langkniv, Lange Margrethe og Kong Erik i 1286. Herefter et par tankevækkende viser om krig (Den døde soldat) og død (den 4-årige pige med sin far på kirkegården). Bl.a. spørger den videbegærlige pige, hvorfor der står telefonnumre på gravstenene…
Endelig en vise fra Esbens barndom, hvor han husker sin bedstemors ret: Ruskomsnusk.
Inden vi kastede os over maden (som sædvanlig gode snitter) overbeviste vi i sang hinanden om, at septembers himmel virkelig ER blå…
En afdeling med nogle af vore lokale aktører omfattede Jens Ole med ”Hip Hurra” og visen om Uffe og Vermund, Lotte med to PH-viser, nemlig ”I dit korte liv” og ”Kys det hele fra mig”, Jørgen med ”Den offentlige mening” og ”16 tons”, Per med ”Fremtidens pensionist” og Brugtbilforhandleren” samt Tove med et par alvorlige viser af Tove Rasmussen: ”Demens” og ”Hold dig fra min mand”.
Efter kaffen lysnede det over agres felt, inden Esben i sin anden afdeling sang seks finurlige viser om vores nære liv, nemlig ”Tovlig verden”, ”Den nærige kælling”, ”Jeg skal ikke ha’ noget med herfra”, ”Du sku’ ha’ set mig, da jeg var smuk”, tragedien ”Væltet ølbil” samt ”Graceland og Bauhaus”, der handler om forskellen på kvinder og mænd, herunder behovet for at diskutere strikkeopskrifter kontra overvejelser om seriøst værktøj.
Efter stor applaus gav Esben efter publikums ønske et ekstranummer, meget passende ”Det allersidste ønske”.
Efter atter en god aften sluttede vi traditionelt med ”En viselig aften”.
Karsten Jørgensen

Der kunne godt have været plads til flere ombord på Airbus A340 "Sangen har vinger". Med lokkende tilbud på en billig afbudsrejse på Rosenteatrets kabaret “Sangen har vinger” satte Visens Venner i Kjellerup punktum med en farverig og flot varieret visekoncert. Her ses en smilende fly besætning, friske og uden tegn på jetlag, sige goodbye Aarhus for sidste gang.

Lige før klokken slog 19,00 var der kø hos Ulla. Velkommen-Velkommen-Velkommen, blev nævnt mindst 70 gange, flot flot, vi kunne godt konkurrere med fredagens fjernsyns programmer.

Endnu engang havde vi en dejlig viseaften i Alhuset. Thorben var visevært og guidede os igennem aftenen, så vi lærte lidt mere om både Jeppe Aakjær og Sigfred Pedersen. Begge var opvokset på landet, henholdsvis i Jylland og på Fyn, og begge fik en usædvanlig karriere.
Jeppe vendte efter nogle år i København tilbage til sin fødegård Jenle i Salling. Han var oprører og gjorde sit til, at tyendeloven blev vedtaget ved at beskrive de fattige kår, som mange levede under. ”Jens Vejmand” og ”Stensamlersken” er eksempler herpå.
Desuden fik vi fortalt om hans syn på kirken og især på Indre mission- han så en guddom i naturen. ”Stille hjerte, sol går ned”, ”Jeg er havren” og ”Den gud, jeg beder til” er eksempler herpå. Der var sange om kærlighed, om landbrug, om udlængsel og om årets gang.
Sigfreds skæbne blev en lidt anden end Jeppes. Han tog efter mange års studier en eksamen som cand.polit fra Københavns Universitet, men han var blevet indfanget af stemningen i Nyhavn, som han beskriver, så man næsten synes, at det er i orden, at den mørke Manja og den lyse Lis går til bunds i Nyhavn, at or'ginalerne er bedre mannesker end ”de pæne mennesker” og at vagabonden har det bedste liv. Han skrev med humor, og han skrev fantastiske sange om naturen og om årstiderne og rørende sange som ”Ravhjertet”.
Han skrev vers på bestilling – noget skulle han jo leve af. Så mon ikke ”Tak for gode som for onde år”, ”Tørresnoren” og ”Med Amor som blind passager” har givet smør på brødet – Giro 413 har i hvert fald betydet meget. Men vi kan stadig ikke forstå, at der ikke er så meget som én af Sigfreds viser, der er fundet plads til i højskolesangbogen!
Vore 11 solister fortolkede – de fleste med Bents hjælp - viserne på forskellig vis og med forskellige virkemidler – en rigtig dejlig aften med et veloplagt publikum.

Referent: Tove Mark

Thorben var aftenens visevært, her ses han i aktion, og Jørgen kunne næsten synge salen op uden brug af microphone om den mørke Manja & den lyse Lis.

Vagn fortolkede smukt "Jeg lagde min gård i den rygende blæst" og Peder sang Anne Mari på flere forståelige sprogblomster.

                        Og hvergang vi savner lidt flydende mad, har jeg mit talent for at spille. 

Se flere billeder, klik her:www.visensvenner-kjellerup.dk/billeder/sigfred-a-aakjaer2017/                    

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang.

Siden 2001 har Visens Venner i Kjellerup hvert år holdt et arrangement på Spil Dansk dagen. De seneste år i et frugtbart samarbejde med Midtjysk Kor.
Nogle mennesker er blevet bedt om at komme med forslag til fællessange, begrunde og evt. fortælle om forfatteren.
Denne aften gelejdede 2 dygtige viseværter Lotte og Karsten 70 sangglade mennesker igennem et flot sammensat program med såvel nye som ældre, velkendte sange fra Højskolesangbogen.
Som bosiddende i Thorning var det naturligt nok en af Blichers sange, der var Martins første valg. ”Kær est du fødeland”. Efter den foreslog Martin en af de nye sange fra 2004 af Martin Jensen ”Nu hælder året mod sit fald”.
Martin anbefalede ”Sanghåndbogen” af Karin Bjerre, hvori man kan læse om baggrunden for tilblivelse af også de nyere sange.
Bente holder meget af Jens Rosendals sange og derfor var hendes valg ”Troen er ikke en klippe”. Hun fortalte om Rosendals svære liv og tvivl. 162 nye sange kom der i 18. udgave af Højskolesangbogen. En af de nye sange er skrevet af en islandsk digter Sigurdur Eliasson ”Bækken løber let”.
Så kort inde i programmet havde flere af os allerede lært 3 nye sange.
Modersmål er vort hjertesprog. Birthes valg af sange kom fra hjertet. Først Grundtvigs ”Moders navn er en himmelsk lyd”. Efter den barndomserindringer om Ludvig Holsteins ”Det lysner over agres felt”.
Der var et indslag med 4 dygtige solister:
Karl Sang ”Du gamle måne”, Karsten sang H.C. Andersens yndige ”Fantasistykker i min egen maner”. Eddy er Thomas Kjellerup fan og det forstår man, når hun synger ”Rejsesangen”. Lotte sang, smukt som altid, Anne Linnets sang ”Tusind stykker”.
Tilbage til fællessangen førte Grethe os ned gennem Jylland, så vi følte, at vi aldrig havde behov for at se andet og vi sang H.C. Andersens ”Jylland mellem tvende have”. Desuden førte hun os ind i en vemodig efterårsstemning da vi sang ”Æbler lyser rødt på træernes grene”.
Men så tog vi til Fyn. Pia er nemlig fra det smilende Fyn med bindingsværk og idyl, så igen var det H.C. Andersens dejlige digtning i ”Hist hvor vejen slår en bugt” og derefter Fyns nationalsang ”Fo ajle di små blomster” der i følge Pia indeholder mere end man lige opdager, når man  synger den.
Marie fortalte om Grundtvig, hans store produktion af salmer og sange. Han skrev 1500 salmer og én af dem sang vi ”Nu falmer skoven trindt om land”. I 1811 skrev han sin første salme ”Dejlig er den himmel blå”.
En dejlig aften sluttede med Bents valg af aftensang ”Aftenhimlens strålesymfoni”.
Tak til dem, der lærte os at synge nye sange.
Ulla

Juleafslutning
fredag den 1. december 2017 kl. 18:30
Bemærk start-tidspunktet.
Husk! Tilmelding til bestyrelsen senest 28. nov.

Det var som at springe ud fra 10 meter vippen, når der skulle gættes en julesang. Her ses:

                  Peder               Karsten              Ida                  Peter                    Johannes                 Einar

    Der blev sunget julesange med flere stemmer af "Midtjysk-visekor" og læst julehistorie af Per.

Et stænk testosteron tilførte festlige Lotte sin sømandsfigur.

Vores pianist Bent Kragh, skulle ledsage denne uregerlige flok.  Han nåede vist et par akkorder...

Og sømandshistorier blev fyret af, så man knækkede sammen af grin...

Ingen tvivl om dét. Sømanden will den fromme...

Og vores uundværdlige Vise-Venner morede sig kosteligt...

Læs referatet fra Juleafslutning i Visens Venner d. 1 dec.

Så blev det endelig december.

Som ethvert barn der glæder sig til jul, havde jeg glædet mig til denne jule afslutning / julefrokost. Min glæde blev ikke gjort til skamme.
Kormedlemmer fra Midtjydsk kor åbnede “ballet” med en fødselsdagssang for Ida, som tydeligt blev forbavset over pludselig at stå og synge med på sin egen fødselsdagssang.
Der blev sunget snapse sange, spist dejlig mad bl.a. Bendts hjemmelavede frikadeller med rødkål.
Tove stod for et indslag med en mime konkurrence.
Hvor svært kan det være, at gætte en linie af en julesang, når man må tage alskens fagter i brug.
Sværere end man skulle tro, det krævede et godt team af både udøvere og “gættere”, men  alle gjorde en fin indsats.
Per fortalte sin julehistorie om den store Bastian, som sædvanlig med stor indlevelse. Det var dog en gruelig historie.
Aftenens surprise var pigernes underholdning, med sømandssange og nonnevitser. Tove, Ulla og Lotte, sang hver en sømandsvise og det hele kulminerede med “Sømanden Will den fromme”, fremført af Tove og Lotte med Ulla, Lis og Mona (undertegnede) som “kor”. Det var vel det man nærmest kan betegne som totalteater. (Hvis det ikke var sjovt at se på, var det ihverttilfælde sjovt at være med til)
Der blev sunget mange sange fra det grønne julehæfte, og vi nød bl.a. fine tekster af Lars Kanit.
Tiden fløj afsted, der var en fin stemning og pludselig var aftenen forbi.
Aftenen blev flot styret af visevært Jens Ole og vi sluttede med at synge “Dejlig er jorden“, og det er den jo, i hvert tilfælde i Kjellerup sådan en aften i Visevenners gode selskab.
                        

Ref. Mona.

Læs også roserne fra Inge-Lise Isaksen:

Elin og jeg siger tak for en hyggelig aften, speciel ros til det maritime damehold ( for det var damer ) vi glæder os til at starte det nye år god jul og godt nytår til hele teamet.

Inge-Lise

Se flere billeder klik her:

www.visensvenner-kjellerup.dk/billeder/juleafslutning2017/

Der var en ny lyd ved årets generalforsamling og alle kunne høre hvad der blev sagt.

Ansvaret for den den nye lyd, var placeret hos Karsten og Jens Ole. Der er til foreningen købt en ny højtaler og et ekstra sæt med 2 håndholdte microphoner og 2 headsets. Det var første gang vi rigtig skulle have det prøvet af og det lover godt for fremtiden.

Herunder bringes Toves referat fra aftenen.

Jens Ole

Referat af generalforsamling 26. januar 2018

Der var mødt 60 medlemmer op til generalforsamlingen. Efter formandens velkomst og en enkelt sang blev Thorben  valgt som dirigent. Det hverv bestred han på vanlig god og sikker vis, så generalforsamlingen  gik let og fint.

Formandens beretning viste, at vi er en forening, som er meget aktiv. Vi har optrådt herhjemme og ude omkring i landet ca. 20 gange, haft en masse øveaftener og været på forskellige kurser. Det går rigtig godt for foreningen. Også i det kommende år ser det ud til, at vi får nok at lave.

Regnskabet, som blev fremlagt af Ulla blev godkendt. Der har været nogle store udgifter til blandt andet jubilæumsfest og nyt lydudstyr, så der er tæret lidt på formuen. Vi er meget tæt på 100 medlemmer i foreningen.

Valget til bestyrelsen blev hurtigt overstået. Der var genvalg over hele linjen. Det er jo godt med en bestyrelse, som dels er aktiv og dels har det godt sammen. Vi valgte et nyt medlem til praktisk udvalg efter Conny, som blev mindet. Det blev Grete, som jo allerede længe har fungeret som praktisk hjælper.

Så var der et par fællessange og smørrebrød.

Bestyrelsen havde valgt at underholde med de sange fra nullernes cabaretter, som ikke blev brugt til jubilæums festen. De gamle viser sad - næsten - på rygraden. Vores nu snart gennem lang tid yngste medlem - Lotte - gav den som Gamle Tante Agathe på 73.

Efter kaffen var der fri scene, hvor Victor sang om Gumpedal med den farlige cykeltur, og Kirsten sang om Gertrude på Solitudevej. Efter et par fællessange sluttede vi af og ryddede op.

Tak til alle for endnu en hyggelig viseaften i Visens Venner i Kjellerup.
Tove

Skuespiller og visesangeren Jørgen Bing sprang fra "TI-METER-VIPPEN" kom ud over "KANTEN" og gav Vise-Vennerne i Kjellerup en aften som de sent vil glemme...

JA. Så towlig kan man se ud, når der synges viser. Her ses Lotte, Jens Ole og Karsten på slap line...

Her bringes et referat af Per Mark fra denne aften.

Jørgen Bing 22. februar 2018.
Så kom den viseaften, som mange af os havde glædet sig til. Vi har nemlig oplevet skuespilleren Jørgen Bing som både visesanger og instruktør i visesang –  fremragende i begge funktioner. Og det blev en dejlig viseaften, de 71 fremmødte kom til at opleve.
Efter en introduktion af en veloplagt Jens Ole som visevært gik Jørgen Bing i gang med sin første afdeling, som var en blandet buket.

Han startede med et par Halfdan Rasmussen viser – den ekvilibristiske ”Jeg er mig, der er ham” og ”Blomstersprog” om Ibens og Toms (Halfdans børns) sprog. Så kom Jens Louis Petersens ”Minigolf”. Den hørte jeg første gang sunget for ca. 60 år siden af Eigil Jensen, der var en af stifterne af Visens Venner. Da han var færdig med den, sagde han ”Sådan skal den synges” - det kom jeg til at tænke mange gange i aftenens løb.
I første afdeling sang Jørgen Bing alvorlige viser som Arvid Müllers ”Ved havnen” og Jaques Brels ”Amsterdam”, men også den vanvittige ”Pandekagevisen” af Henrik H. Lund. Han sluttede med Ida Bjørn Nielsens ”Halvdelen” og Carl-Erik Sørensens vise om køerne, der er skyld i miljøproblemerne. Alt sammen sunget med nerve og indlevelse og med skabelsen af nogle herlige figurer.

Efter maden havde Lotte, Karsten og Jens Ole en afdeling med hver to viser – Jens Ole gav os et dejligt genhør af Ida og Bent Froms flotte ”Forår” samt samt Carl-Erik Sørensens debutvise ”Peddigrør”, som han skrev som 19-årig, Karsten sang PH's ”Sikken et perspektiv” samt den for ham nye ”En MIS-forståelse” og Lotte havde valgt ”Vinter” og den for hende nye ”Kassedamen”. Endnu engang en lokaloptræden, der kunne gøre en formand stolt.

Jørgen Bings anden afdeling var en næsten ren PH-afdeling – kun var ”Nå”, som jo fremføres af en kvinde, skiftet ud af Chresten Speggers Simonsens ”O.k.”, bygget på samme idé. Der var kendte viser som ”Den offentlige mening”, ”Ølhunden” og ”Rør og revne”, men også et par viser fra et skuespil, Jørgen Bing spillede med i som ung. Viserne i begge Jørgen Bings afdelinger blev knyttet sammen med beretninger om hans professionelle liv og kommentarer til visernes indhold eller baggrund. Bent Kragh leverede på sin sædvanlige sikre måde akkompagnement til både de lokale og Jørgen Bing – de havde øvet sammen i weekenden.

Den herlige aften sluttede med fællessangen ”En viselig aften”.
Ref.: Per.


 

 Viseaften fredag d. 13 April.

Temaaften: Viser hvor dyret er menneskeliggjort, eller som i virkeligheden handler om mennesker.

Allerede inden selve viseaftenen begyndte, var der snak, hygge og sang i krogene.
Folk havde helt klart glædet sig til denne aften.
Det var lidt af en usædvanlig viseaften, idet alle de valgte viser handlede om dyr.

Selve viseaftenen var i forårets tegn. Vi begyndte aftenen, efter formand Per Marks velkomst, med at synge “Det første forårstegn“, en dejlig optimistisk vise.
Derfra var der en perlerække af viser. Alle de udøvende visesangere havde tydeligvis øvet sig, de gav den “hele armen”.
De fleste viser var lette og muntre, der var dog også underfundige og lidt mere alvorlige viser imellem.
Der var i aftenens forløb indlagt  et par potpourrier, hvor stilen blev holdt. Alle handlede om dyr,
det var et meget festlig indslag.
Sluttelig var der “fri sene” hvor enkelte vise´sangere “vovede” sig op på senen i fri dressur.
Alt i alt må man side at det var en lidt “ dyr” aften, og en noget vovet affære.

Tak for en god viseaften.
Ref. Mona Pedersen

N.B. Referatet blev desværre ikke så lang. Jens Ole væltede Palles rødvin ud over mit referat på side 2.

KÆRE VIKTOR.                            ALLE DINE VISEVENNER ØNSKER DIG ET STORT TILLYKKE.

                                     Hanne                                                      Lise                                         Margot

Referat fra Viseaften d. 21 sept. 2018.

Så blev der endelig taget hul på en ny omgang visearrangementer efterår/ vinter/ forår i visevenners gode selskab.

Denne aften var der gæster fra Ålborg. 3 skønne visesangere, Hanne, Lise og Margot.
Lise kom ind på “problemet” med affolkningen i landets viseklubber, og sang bl.a. om netop generationsskiftet. Men det er jo netop det der skal til for at holde klubberne i gang.
Margot sang, i et par sange hun selv havde skrevet, om efteråret, og om hvordan vi passer, eller ikke passer på vores jord.
Hanne var der lidt mere swing i, hun sang om en aften i Paris, og om det dyrebareste jeg har!
Dejlige sange.

Så var der lækre snitter og hyggesnak.

Anden afdeling var en hyldest Benny Andersen, som jo ikke er blandt os mere. Han bliver i øjeblikket mindet overalt i vise kredse, og også her i Kjellerup.
Vore egne dygtige sangere gav et lille glimt, ind i hans kæmpestore produktion af sangtekster.

“Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar”, nok den mest sungne af Benny Andersen´s  viser, og kaffen var klar. (Altså ikke tynd).
Der blev igen snakket og der var en rigtig hyggelig stemning.

Efter kaffen, var det så pigerne fra Ålborg der var på igen, og de sluttede af med nogle flotte sange. Festligt og fornøjeligt!

Jens Ole var visevært, det gjorde han rigtig flot, og han sluttede med at takke Ålborg folket, med at tage dem i ed, at kærligheden til visesangene altid vil binde os sammem!

Han takkede også, det meget veloplagte publikum, uden publikum, ingen viseaften, så enkelt er det.
Udover de viser de optrædende har sunget, blev der sunget ikke mindre end 11 sange, sluttende med sangen et stilfærdigt farvel. Ligeså vil jeg gøre her.

Tak for en god aften og farvel for denne gang.

Mona P.

 

Sådan plejer en viseaften da ikke at være...

Det er rigtigt, men ikke desto mindre blev det en særdeles munter Vise-Aften i AL-Huset, hvor der var tyroler stemning, med øl slatter.

Nabobordet kunne fejrede sølvbryllup. To skønne kvinder havde holdt hinanden ud i femogtyve år.

Der var også “gamle” højtråbene studenter der sang så det gjaldede, så der var ingen tvivl om at de bestemt tilhørte danmarks “unge” håb.
Ved et andet bord var der julefrokost hvor snapsene gled ned i rigelige mængder.  Direktørens tale til medarbejderne var der sikkert ingen som ville kunne huske noget af dagen derpå.
En meget ungdommelig 70 års fødselar blev fejret med festlige skålsange og et jagtbord var der også, hvor jagthornet gjaldede ud over forsamlingen.

Ja, det var en fantastisk aften hvor seks forskellige fester dannede rammen om en hyggelig og anderledes viseaften.
Under middagen blev der sunget intet mindre end tolv lejlighedssange, samt seks viser.
Aftenen begyndte i festlig stemning med en velkomstdrink i AL-Husets ankomsthal.
Efter en udsøgt fordrink kunne vi alle indtage bordene som var festlig pyntet til lejligheden.

Middagen bestod af:
Forret:         1. stk. specificeret smørrebrød.
Hovedret:      2. stk uspecificeret.
Og kaffe med hjemmelavet dessertkage.

En festmiddag for kun 60 kroner.
Der er efterfølgende ikke indkommen klager over menuen samt prisen.

Referat og billeder: Mona og Jens Ole

Julestemning blandt Visens vise Venner.
Juleafslutningen 2018 blev traditionen tro en heftig sammenblanding af megen sang, megen julefrokost, megen højlydt hyggesnak og en uendelig mængde godt humør.

Formand Per bød velkommen, og efter de praktiske oplysninger startede vi meget passende med at synge adventssangen med Victor ved klaveret.

Derpå fulgte, afvekslende med indtagelse af den righoldige julefrokost i den rækkefølge, som traditionen nu byder, en mængde sange til snapsens velfortjente pris. Dog en enkelt af disse sange på bekostning af julegløggens renommé. Herefter en sang om hvorfor vi er så glade, og en enkelt til forherligelse af den hjemmelavede julesylte, og endnu en om drømmen om mors andesteg på samme melodi, som svenske Edvard Perssons oplevelser ved at bo ved en landevej.
Pludselig befandt vi os i operaen, hvor Ulla indførte os i handlingen og introducerede os for besætningen til den komiske opera: ”Den gode fregat Pinafore”, med Karsten som admiralen, Per som kaptajnen, Lotte, Bent, og Jens Ole som matroser, samt Tove som den lille ”Forglemmigej”.  Og det blev netop den uforglemmelige oplevelse, som kun kan fremelskes af folk, der lever og føler det de er.
Som en lille appendiks til historien om admiralens livshistorie, fremførte Jens Ole på fremragende vis en lille vise om de drømme, en ung mand kan have ved at iføre sig sin afdøde morbrors admiralsuniform.

Efter osten og kvælningen af den sidste snaps kom, for mig i alt fald, aftenens højdepunkt, da Per læste den traditionelle julehistorie. I år handlede den om helten Arthur, som under sin opgave med at sælge sprællemænd, hjælper og frelser så mange mennesker på sin vej, at vi sad der med forvisningen om at retfærdigheden bestemt måtte ske fyldest i slutningen af historien, og han ville få sin belønning.
Men nået så langt erklærer han på det skammeligste til Vorherre, at nu gider han altså ikke det der med heltegerninger mere, og lader da hånt om den lille skøjtepige, som er gået igennem isen og derpå drukner i gadekæret. En slutning som var så uventet, at den blev morsom, tragedien til trods.

For at det hele nu ikke skulle gå op i det bare pjat, omdelte Tove til hvert bord en opgave med en række spørgsmål af - på det tidspunkt af festen - ret akademisk karakter. Der var præmie til det hold med flest rigtige.
Sluttelig sang vi ”Højt fra træets grønne top” med en helt anden tekst, således som aftenens øvrige sange også var traditionelle melodier med nye morsomme tekster, med undtagelse af den allersidste: ”Dejlig er jorden”.

Som det sig hør og bør blev Bent og Victor fremhævet som en stor del af årsagen til den gode julestemning, og de fik deres velfortjente klapsalver herfor, ligesom ”køkkenpigerne” endnu en gang med klapsalver, blev gjort opmærksomme på, at deres slæb og møje var værdsat.

Med venlig julehilsen
Anders Thorhauge

 Mellemkrigstidens revyviser.

 Emma Gad kabaret 05.04.2019.

 Som alle har kunnet læse i medlemsbrevet i maj, og som de fleste af jer selv har oplevet, opførte vi kabaretten ”Såd’n var det i halvfemserne” i Mosaikken i juni. Kabaretten skulle kun opføres den 14. juni, men et par dage efter, at det offentlige billetsalg var startet, og kabaretten var blevet omtalt i den specielle jubilæumsavis, var alle billetter solgt. Så vi lavede en ekstra opførelse den 16. juni, hvortil billetterne også var solgt på kort tid.

Der var fin stemning begge aftener, stående applaus og positive tilbagemeldinger – både fra tilskuere, der havde oplevet revyerne i 1990’erne, og fra dem, for hvem det hele var nyt. Så vi må vist kalde kabaretten en succes. Teknikken fungerede fint takket være Bent Lenius, der tog sig af lyden, Leon, der styrede tekst og billeder på skærmen, og Karsten og Jens Ole, der havde lavet forarbejdet.
Vi havde begge aftener et firemands orkester, bestående af Bent og Victor ved klaveret samt Kurt Overby på basguitar og Erik Daugbjerg på forskellige instrumenter, mest saxofon. Orkestret spillede inden forestillingen, og både det og akkompagnementet fungerede særdeles fint.

Desværre kunne Eddy ikke deltage, da hun brækkede et ben i forbindelse med valget. Instruktøren har bedt mig om at takke de ovenfor nævnte musikere og teknikere, de medvirkende på scenen: Ulla, Lotte, Jens Ole, Karsten og Jørgen, Poul, der passede baren – samt det veloplagte publikum, som vi ikke kunne have undværet. Fredag aften, hvor vore medlemmer var i flertal, blev den bedste!

Per.